2020 og en ny hverdag!
Fra 1. januar 2020, skal jeg tjekke boksen Hjemmegående af, i tilfælde af at jeg bliver spurgt til erhverv og beskæftigelse.
Det er en meget gennemtænkt beslutning, som på mange måder var rigtig svær at tage.
For selvom at jeg de seneste 2-3 år har valgt et deltidsjob på kun 21 timer i ugen, så er meget identitet alligevel forbundet med mit job og ikke mindst det at bidrage økonomisk til familiekontoen, er og var vigtigt for mig.
Derudover holdt jeg rigtig meget af mit job som Guide på Trapholt, som er et museum for moderne kunst og design.
Her var min dag fyldt med glade gæster og formidling omkring hus og udstillinger - OG søde kollegaer, som jeg allerede savner.
Men det blev en nødvendighed at sige mit job op.
I august 2018, falder jeg en tirsdag, ned af vores kældertrappe og slår mig ret meget.
Dog mener jeg at kunne mærke, at ingenting er brækket, så op igen med mig og så bare vente på at slag og forstækninger fortager sig...
Sådan gik det desværre ikke helt.
Efter godt tre uger kunne jeg ikke bide smerten fra min nakke i mig længere og søgte læge.
Her blev jeg sygemeldt og en udredning startede, med bla. MR-scanning, hvorefter det blev konstateret at jeg, som følge af faldet, have fået to diskusprolapser - hvoraf den ene var særligt slem.
Jeg vil ikke trætte jer med alt for mange kedelige detaljer - men blot opsumere at jeg efteråret 2018 primært lå på ispose eller direkte på gulvet, og godt med forskelligt smertestillende i maven og ved hånden.
Hvorfor i alverden beretter jeg om dette her på Sådan Smager Stress-bloggen?
Jo, det er fordi, at nogle af mine "gamle venner", som jeg kendte fra min tid som stressramt, lige så stille listede tilbage i mit liv, i forbindelse med denne prolaps.
Især som jeg (heldigvis) fysisk begyndte at få det bedre, - fik jeg det desværre løbende dårligere i mit nervesystem.
I forbindelse med min sygemelding var jeg jo tilknyttet sygedagepengesystemet - og det betød møder, blanketter, planer og deadlines.
Og det er for mig nok lidt ligesom, at give en stofmisbruger heroin og forvente fremgang og succes...
Nuvel - det er en noget voldsom sammenligning og jeg ønsker på ingen måde at støde eller negligere nogen med misbrugsproblemer! Men jeg vil gerne bruge det som billede på hvor svært det kan være at aflære uhensigtsmæssig adfærd.
Min røde lampe, som i den grad kan puste til korthuset - det er hvis jeg ikke kan leve ordentligt op til rammerne i mit job og ansættelse.
Og ligeså hurtigt, som regn over Danmark, så er jeg tilbage i følelsen af ikke at gøre det godt nok - og dernæst (og nøjagtigt ligeså hurtigt) ender jeg med at presse mig selv og mit nervesystem og benytte mig af de dumme mestringsstrategier, som intet godt gør for mig.
Jeg er vant til at have smerter dagligt, som følge af det sygdomsforløb, jeg havde i starten af mine tyvere.
Derfor vælter det mig ikke fuldstændigt psykisk, at møde en så overvældende fysisk smerte som min diskusprolaps bød mig. Jeg er ret god til at tage een dag af gangen og være i og trække vejret gennem smerterne og vente på at det bliver bedre.
Det var også sådan den første fase af det her prolapshalløj forløb. På en smerteskala fra 1-10, lå jeg i starten konstant på en 8, 9´er - så det var een time, een dag ad gangen.
Mine børn er heldigvis ved at være store på nu 12 og 16 - og derfor søde og gode at få til at hjælpe mig - og acceptere at den temmelig tit blot stod på Just-Eat eller rugbrød til aftensmad. Min mand rejser meget i.fbm. sit arbejde og dette efterår var han samlet væk i 7-8 uger, - ja, så det var skønt ikke lige at have småbørn, da jeg nu var dømt ude en tid. Modsat var det jo hvile og ro der var mig ordineret, så der var heller ikke meget han kunne gøre for mig i situationen.
Jeg starter stille op på job i marts 2019 og arbejder mig fra kun fire timer, tilbage op på min fulde tid - og bliver raskmeldt i maj måned.
Ligeså glad og taknemmelig jeg var for, at jeg begyndte at have det bedre og kunne passe mit job - ligeså stor en skærsild var jeg på vej ind i.
Smertemæssigt har jeg endnu d.d. ikke været under 5, på førnævnte skala, så det har kostet mig stort set al den energi jeg havde, at passe mit job. Det betød samtidigt at jeg ikke havde meget at give hverken fysisk eller psykisk når jeg var hjemme - og forsøgte primært at lade op til næste vagt på jobbet.
De stresssymptomer jeg mødte var grådlabilitet, stresshud med pigmentplamager i ansigtet, uro, glemsomhed, lydfølsomhed, uoverskuelighed og andre reaktioner affødt af den situation jeg stod i smertemæssigt og prøve at hænge sammen i hverdagen.
Jeg har hele tiden forsøgt at være ærlig, hvis nogen spurgte ind til mine smerter - men jeg hader (som i virkelig virkelig hader) at være pjevset at høre på eller være til besvær eller ulejlighed pga min situation, så det var lidt en balance omkring hvor meget jeg alligevel fortalte i samtaler.
Der er også det aspekt, at hvis jeg siger det højt (hvor hårdt det virkelig er) - så er det ret svært for mig selv at overhøre. - Og det har jeg, som følge af mit stressforløb i sin tid, lovet mig selv; at lytte til egne følelser og mavefornemmelsen.
Det tog nok lidt for lang tid, inden jeg rigtig åbnede ørerne og rigtig lyttede til min krop og mit sind. Men ting tager tid - og det var også vigtigt for mig at prøve det af, altså balancen mellem smerter og job og håbe på fremgang.
Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan få det bedre i nakken. Jeg har en åben "invitation" til operation hvis smerterne bliver for uudholdelige, - men har i samråd med lægen der udstedte denne "invitation", aftalt at se tiden an. Han kunne nemlig fortælle mig, at næsten alle, uanset operation eller ej, har det "lige godt" efter to år. Så det er min beslutning at undgå kniven så vidt muligt!
I samråd med min familie, er jeg kommet frem til, at det bedste jeg kunne gøre var at opsige mit job og give tid til heling - af både nakke og sind.
Jeg er vanvittig taknemmelig for denne opbakning, for økonomisk er der jo ingen som helst fordele ved det set-up vi nu bevæger os ind i. Der bliver nok mere havregryn og mindre ferie den kommende tid - og er der nogen der vil købe en VW UP?
Men hvis vi ser på det med "livsperspektivs-øjnene", er det her jo en fantastisk investering - både for mig selvfølgelig, men også for min familie der får mere mor og kone - og smil og grin og optimisme og overskud og ansvar fra mig.
Nu kommer der en sportsmetafor!
(Hvilket i sig selv er komisk, når man siger sport og mig i samme sætning... Men none the less, here it comes)
Hvis man forestiller sig livet som en håndboldkamp - hvilket skulle være muligt i disse EM-dage;-)
Så køres der på for fuld kraft fra start til slut og der arbejdes på at bolden skal i målet. Men der er også lagt mulighed ind for time-outs, hvor man kan justere, optimere og måske endda fuldstændig omlægge taktik i forsøget på at opnå den bedste kamp.
Noget forenklet, kan man sige at min familie og jeg har valgt en time-out lige nu. Jeg skal sidde på bænken en stund og modtage hensigtsmæssig behandling og omsorg - for så forhåbentlig atter at kunne skiftes ind i kampen (arbejdsmarkedet) senere.
Jeg ønsker at vise mine børn, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv og sin krop.
- Og det føler jeg at jeg gør ved at sige: "PAUSE, jeg er nødt til lige at passe på mig selv for at få det bedre."
Jeg håber på, at kunne vise dem at egenomsorg og udvikling sker på mange forskellige måder - og det er vigtigt, at vi hver især følger den vej der hjælper os.
Januar måned er uden planer, aftaler, ambitioner og mål for mit vedkommende. Jeg ønsker at nulstille nervesystemet, så jeg atter får gå-på-mod, overskud og styrke til fremtiden.
For mig betyder det jævnlige gåture, netflix, karbade, tegning, totum kropsterapi og min egen selvopfundne "stræk-ud-træning, som indtil videre er det der har hjulpet mig mest ifht mine smerter.
Der er allerede flere, som har spurgt om jeg kan mærke forskel, nu når jeg går hjemme - og det kan jeg faktisk. Noget jeg egentlig forventede der ville tage længere tid at opleve.
Jeg forventede også, at jeg måske endda ville føle det som "et skridt frem to tilbage", her i starten, hvor både min krop og mit hoved skal forstå at tiden nu er min ven.
Og sådan er det -
Første uge var smerterne store, humøret lidt trykket og gøremålene ikke-eksisterende.
Men allerede nu oplever jeg, at trykket er lettet lidt på mine skuldre - både i konkret og overført betydning! Jeg kan prale med, at jeg i weekenden endelig oplevede en 5´er smertemæssigt, som er en milepæl jeg har søgt og glædet mig så meget til - men ikke forventet at opleve allerede, så det er direkte fantastisk!
Derudover får jeg også passet på mig selv fra flere sider, med sundere kost, kosttilskud i form af især olier, magnesium for led og knogler og diverse vitaminer. Jeg sover en voldsomt masse - og det gør mig godt.
Jeg ønsker at sparke lidt liv i denne blog igen og have fokus på stresssymptomerne og hvordan jeg arbejder med og mod dem. Strategier, tanker og følelser vil jeg som altid tage afsæt i - og hvem ved måske sniger der sig en enkelt madopskrift eller andre gode råd fra mig ind også.
Ihverfald ser jeg frem til min nye hverdag og husker at trække vejret heeelt ned i maven og lukke øjnene og være taknemmelig for livet og menneskene omkring mig.
Kh. L
Det er en meget gennemtænkt beslutning, som på mange måder var rigtig svær at tage.
For selvom at jeg de seneste 2-3 år har valgt et deltidsjob på kun 21 timer i ugen, så er meget identitet alligevel forbundet med mit job og ikke mindst det at bidrage økonomisk til familiekontoen, er og var vigtigt for mig.
Derudover holdt jeg rigtig meget af mit job som Guide på Trapholt, som er et museum for moderne kunst og design.
Her var min dag fyldt med glade gæster og formidling omkring hus og udstillinger - OG søde kollegaer, som jeg allerede savner.
Men det blev en nødvendighed at sige mit job op.
I august 2018, falder jeg en tirsdag, ned af vores kældertrappe og slår mig ret meget.
Dog mener jeg at kunne mærke, at ingenting er brækket, så op igen med mig og så bare vente på at slag og forstækninger fortager sig...
Sådan gik det desværre ikke helt.
Efter godt tre uger kunne jeg ikke bide smerten fra min nakke i mig længere og søgte læge.
Her blev jeg sygemeldt og en udredning startede, med bla. MR-scanning, hvorefter det blev konstateret at jeg, som følge af faldet, have fået to diskusprolapser - hvoraf den ene var særligt slem.
Jeg vil ikke trætte jer med alt for mange kedelige detaljer - men blot opsumere at jeg efteråret 2018 primært lå på ispose eller direkte på gulvet, og godt med forskelligt smertestillende i maven og ved hånden.
Hvorfor i alverden beretter jeg om dette her på Sådan Smager Stress-bloggen?
Jo, det er fordi, at nogle af mine "gamle venner", som jeg kendte fra min tid som stressramt, lige så stille listede tilbage i mit liv, i forbindelse med denne prolaps.
Især som jeg (heldigvis) fysisk begyndte at få det bedre, - fik jeg det desværre løbende dårligere i mit nervesystem.
I forbindelse med min sygemelding var jeg jo tilknyttet sygedagepengesystemet - og det betød møder, blanketter, planer og deadlines.
Og det er for mig nok lidt ligesom, at give en stofmisbruger heroin og forvente fremgang og succes...
Nuvel - det er en noget voldsom sammenligning og jeg ønsker på ingen måde at støde eller negligere nogen med misbrugsproblemer! Men jeg vil gerne bruge det som billede på hvor svært det kan være at aflære uhensigtsmæssig adfærd.
Min røde lampe, som i den grad kan puste til korthuset - det er hvis jeg ikke kan leve ordentligt op til rammerne i mit job og ansættelse.
Og ligeså hurtigt, som regn over Danmark, så er jeg tilbage i følelsen af ikke at gøre det godt nok - og dernæst (og nøjagtigt ligeså hurtigt) ender jeg med at presse mig selv og mit nervesystem og benytte mig af de dumme mestringsstrategier, som intet godt gør for mig.
Jeg er vant til at have smerter dagligt, som følge af det sygdomsforløb, jeg havde i starten af mine tyvere.
Derfor vælter det mig ikke fuldstændigt psykisk, at møde en så overvældende fysisk smerte som min diskusprolaps bød mig. Jeg er ret god til at tage een dag af gangen og være i og trække vejret gennem smerterne og vente på at det bliver bedre.
Det var også sådan den første fase af det her prolapshalløj forløb. På en smerteskala fra 1-10, lå jeg i starten konstant på en 8, 9´er - så det var een time, een dag ad gangen.
Mine børn er heldigvis ved at være store på nu 12 og 16 - og derfor søde og gode at få til at hjælpe mig - og acceptere at den temmelig tit blot stod på Just-Eat eller rugbrød til aftensmad. Min mand rejser meget i.fbm. sit arbejde og dette efterår var han samlet væk i 7-8 uger, - ja, så det var skønt ikke lige at have småbørn, da jeg nu var dømt ude en tid. Modsat var det jo hvile og ro der var mig ordineret, så der var heller ikke meget han kunne gøre for mig i situationen.
Jeg starter stille op på job i marts 2019 og arbejder mig fra kun fire timer, tilbage op på min fulde tid - og bliver raskmeldt i maj måned.
Ligeså glad og taknemmelig jeg var for, at jeg begyndte at have det bedre og kunne passe mit job - ligeså stor en skærsild var jeg på vej ind i.
Smertemæssigt har jeg endnu d.d. ikke været under 5, på førnævnte skala, så det har kostet mig stort set al den energi jeg havde, at passe mit job. Det betød samtidigt at jeg ikke havde meget at give hverken fysisk eller psykisk når jeg var hjemme - og forsøgte primært at lade op til næste vagt på jobbet.
De stresssymptomer jeg mødte var grådlabilitet, stresshud med pigmentplamager i ansigtet, uro, glemsomhed, lydfølsomhed, uoverskuelighed og andre reaktioner affødt af den situation jeg stod i smertemæssigt og prøve at hænge sammen i hverdagen.
Jeg har hele tiden forsøgt at være ærlig, hvis nogen spurgte ind til mine smerter - men jeg hader (som i virkelig virkelig hader) at være pjevset at høre på eller være til besvær eller ulejlighed pga min situation, så det var lidt en balance omkring hvor meget jeg alligevel fortalte i samtaler.
Der er også det aspekt, at hvis jeg siger det højt (hvor hårdt det virkelig er) - så er det ret svært for mig selv at overhøre. - Og det har jeg, som følge af mit stressforløb i sin tid, lovet mig selv; at lytte til egne følelser og mavefornemmelsen.
Det tog nok lidt for lang tid, inden jeg rigtig åbnede ørerne og rigtig lyttede til min krop og mit sind. Men ting tager tid - og det var også vigtigt for mig at prøve det af, altså balancen mellem smerter og job og håbe på fremgang.
Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan få det bedre i nakken. Jeg har en åben "invitation" til operation hvis smerterne bliver for uudholdelige, - men har i samråd med lægen der udstedte denne "invitation", aftalt at se tiden an. Han kunne nemlig fortælle mig, at næsten alle, uanset operation eller ej, har det "lige godt" efter to år. Så det er min beslutning at undgå kniven så vidt muligt!
I samråd med min familie, er jeg kommet frem til, at det bedste jeg kunne gøre var at opsige mit job og give tid til heling - af både nakke og sind.
Jeg er vanvittig taknemmelig for denne opbakning, for økonomisk er der jo ingen som helst fordele ved det set-up vi nu bevæger os ind i. Der bliver nok mere havregryn og mindre ferie den kommende tid - og er der nogen der vil købe en VW UP?
Men hvis vi ser på det med "livsperspektivs-øjnene", er det her jo en fantastisk investering - både for mig selvfølgelig, men også for min familie der får mere mor og kone - og smil og grin og optimisme og overskud og ansvar fra mig.
Nu kommer der en sportsmetafor!
(Hvilket i sig selv er komisk, når man siger sport og mig i samme sætning... Men none the less, here it comes)
Hvis man forestiller sig livet som en håndboldkamp - hvilket skulle være muligt i disse EM-dage;-)
Så køres der på for fuld kraft fra start til slut og der arbejdes på at bolden skal i målet. Men der er også lagt mulighed ind for time-outs, hvor man kan justere, optimere og måske endda fuldstændig omlægge taktik i forsøget på at opnå den bedste kamp.
Noget forenklet, kan man sige at min familie og jeg har valgt en time-out lige nu. Jeg skal sidde på bænken en stund og modtage hensigtsmæssig behandling og omsorg - for så forhåbentlig atter at kunne skiftes ind i kampen (arbejdsmarkedet) senere.
Jeg ønsker at vise mine børn, hvor vigtigt det er at lytte til sig selv og sin krop.
- Og det føler jeg at jeg gør ved at sige: "PAUSE, jeg er nødt til lige at passe på mig selv for at få det bedre."
Jeg håber på, at kunne vise dem at egenomsorg og udvikling sker på mange forskellige måder - og det er vigtigt, at vi hver især følger den vej der hjælper os.
Januar måned er uden planer, aftaler, ambitioner og mål for mit vedkommende. Jeg ønsker at nulstille nervesystemet, så jeg atter får gå-på-mod, overskud og styrke til fremtiden.
For mig betyder det jævnlige gåture, netflix, karbade, tegning, totum kropsterapi og min egen selvopfundne "stræk-ud-træning, som indtil videre er det der har hjulpet mig mest ifht mine smerter.
Der er allerede flere, som har spurgt om jeg kan mærke forskel, nu når jeg går hjemme - og det kan jeg faktisk. Noget jeg egentlig forventede der ville tage længere tid at opleve.
Jeg forventede også, at jeg måske endda ville føle det som "et skridt frem to tilbage", her i starten, hvor både min krop og mit hoved skal forstå at tiden nu er min ven.
Og sådan er det -
Første uge var smerterne store, humøret lidt trykket og gøremålene ikke-eksisterende.
Men allerede nu oplever jeg, at trykket er lettet lidt på mine skuldre - både i konkret og overført betydning! Jeg kan prale med, at jeg i weekenden endelig oplevede en 5´er smertemæssigt, som er en milepæl jeg har søgt og glædet mig så meget til - men ikke forventet at opleve allerede, så det er direkte fantastisk!
Derudover får jeg også passet på mig selv fra flere sider, med sundere kost, kosttilskud i form af især olier, magnesium for led og knogler og diverse vitaminer. Jeg sover en voldsomt masse - og det gør mig godt.
Jeg ønsker at sparke lidt liv i denne blog igen og have fokus på stresssymptomerne og hvordan jeg arbejder med og mod dem. Strategier, tanker og følelser vil jeg som altid tage afsæt i - og hvem ved måske sniger der sig en enkelt madopskrift eller andre gode råd fra mig ind også.
Ihverfald ser jeg frem til min nye hverdag og husker at trække vejret heeelt ned i maven og lukke øjnene og være taknemmelig for livet og menneskene omkring mig.
Kh. L
Kh.
ReplyDelete